Er lægerne gode nok til at tale med patienterne?

Jeg hører om mange kontakter mellem patienter og læger, som går rigtig fint. De allerfleste læger er dybt professionelle og giver en grundig information til patienterne. I de fleste tilfælde er mødet helt ukompliceret, fordi patienterne tager imod den behandling, som lægen siger er den bedste.

Men hvad sker der i de tilfælde, hvor patienten ikke vil "makke ret"? Fungerer kommunikationen under de forhold?

En patient, jeg har talt med, berettede om sit første møde med en specialist, efter hun havde fået stillet en alvorlig diagnose. Hun havde været igennem et meget langt sygdomsforløb med indlæggelser for forskellige symptomer henover fire-fem år før nogen langt om længe fandt ud af, hvad hun fejlede. Undervejs i det lange forløb havde hun været indlagt kortvarigt på en psykiatrisk afdeling, fordi sygdommen (som endnu var ukendt) havde påvirket hendes hjerne og hun opførte sig psykotisk. Det var nu flere år siden, og hun var fuldstændig normalt tænkende igen.

Ved dette første møde hos specialisten fortalte han hende at hendes sygdom krævede behandling med en medicin som med stor sandsynlighed ville give kvalme, opkastninger og diarré. Patienten var for nylig blevet opereret i hjertet, og var meget tynd. Det var vigtigt for hende at hun kunne komme til kræfter igen og få lidt sul på kroppen. Derfor udbad hun sig betænkningstid hos specialisten. Hun forklarede, at hun ikke kunne tage stilling her og nu, fordi det var vigtigt at hun skulle tage på. Specialisten reagerede med formaninger om, at hun vist ikke var klar over, hvor syg hun var. Og så tilføjede han: "er du sikker på, at du ikke er psykotisk?".

Da patienten fortalte mig om det, brugte hun udtrykket at hun følte sig "slået hjem". For hvad kan man svare til sådan en nedladende bemærkning?

Der er flere ting på spil i denne historie, som andre patienter måske kan genkende:

1. Specialisering kan give blinde pletter
Lægen er specialist og interesserer sig udelukkende for at behandle den sygdom som patienten er henvist til ham for. Med denne sygdom er der en bestemt behandling som betragtes som den bedste, og den skal patienten have. Det er det rationelle, evidensbaserede sygdomssyn som kommer til udtryk her. Men det er også en faldgrube ved den dybe specialisering, at lægerne risikerer at blive blinde for andre forhold som kan have betydning for den kliniske beslutning.

Intentionen er sikkert god nok, men han specialiseringen giver ham store blinde pletter overfor patienten som helt menneske.

2. Patienten skal gøre som lægen siger
Lægen opfatter det som sin rolle at fortælle patienterne hvad de skal. Hvis de ikke vil det, så er der noget galt med dem. Han er eksperten, og skal nok finde ud af, hvad der er relevant og irrelevant at tage i betragtning. I lægens optik er relationen mellem ham og patient denne: Patienten kommer til ham med et problem - nemlig en sygdom, han er ekspert og fortæller hvad der skal gøres, patienten skal modtage informationen og gøre som der bliver sagt.

Der tales og skrives meget i disse tider om fælles beslutningstagen, hvor patienter og læger sammen finder ud af, hvad der er bedst for patienten. Dette ideal for samarbejdet indebærer, at patientens egen opfattelse af situationen, egne mål med behandlingen, og egne ressourcer tages med i betragtning. Lægens ekspertise er afgørende for patienten, men på den måde at lægen kan fortælle om forskellige muligheder, forklare konsekvenserne af dem og sammen med patienten nå frem til en behandlingsplan. Det er et ligeværdigt samarbejde med gensidig tillid og respekt.

3. Psykiatriske patienter er stemplet
I historien ovenfor bliver patienten talt ned til, og det hun selv siger bliver ikke taget alvorligt. Lægens bemærkning om at hun måske er psykotisk kan jeg tolke på to måder: enten har han stemplet hende som utroværdig på grund af den tidligere psykose, og kan dermed ikke koncentrere sig om at lytte til hvad hun siger, eller også er han et ubehageligt menneske, som kommer med en perfid bemærkning hvis han ikke bliver adlydt. Uanset hvad forklaringen er, er det helt uacceptabelt, at en læge taler sådan til en patient.

Det kunne være meget interessant at få indblik i, hvordan andre psykiatriske patienter har oplevet dialogen med sundhedspersonale om sygdomme som intet  har med deres psykiatriske lidelse at gøre.

- - - - - -

Jeg håber og tror, at langt hovedparten af Danmarks læger har en god og professionel indstilling til at samtale og samarbejde med patienterne. Men jeg ved, at der af og til opstår situationer som ikke er ideelle.

Del din historie om læge-patient kommunikation  med andre her. Skriv din historie som en kommentar her på bloggen. Jeg synes de positive historier er lige så lærerige som de negative.

Katrine

Patienter som ikke får hjælp

Jeg har på det seneste hørt en hel del personlige beretninger om patienter, som gennem længere tid døjer med ubehagelige symptomer på at "noget er galt" uden at de får hjælp.

En kvindelig patient med svie i skridtet, som jævnligt blusser op til at ligne hidsig-rødt ble udslet, gik til sin praktiserende læge. Han kunne ikke finde ud af, hvad problemet skyldtes, og sendte hende videre til udredning på en gynækologisk afdeling på det lokale hospital. Her blev hun undersøgt, fik bekræftet at "det ser lidt rødt ud" og fik taget en biopsi. Lægens eneste kommentar var, at der burde komme svar indenfor ca. to uger.

To uger senere modtager kvinden et brev med denne eksakte ordlyd:

Kære (navn)
Da du var hos os, fik du taget en biopsi. Denne viser kronisk inflammation, ikke noget malignt. Tilrådes dog kontrol om ca. ½ år, hvorfor du bedes ringe til Gynækologisk Ambulatorium m.h.p. dette. Øvrige prøver var normale.
Med venlig hilsen
(lægens navn)

Her har vi en kvinde, hvis mulighed for et normalt sexliv er sat helt ud af spil, med de belastninger for samlivet og personlige afsavn, det fører med sig. Hun får indirekte en besked om, at hun er undersøgt for kræft (hvis ellers hun kender ordet malignt), hvilket hun ikke anede det mindste om at lægen mistænkte. Her står hun nu i et tomrum. Egen læge havde givet op. Gynækologen siger bare kom igen om ½ år - men til hvad? Endnu en undersøgelse for kræft? Eller fordi gynækologen er nysgerrig efter at se, om det går over af sig selv?

Valgmulighederne er at lade stå til, kaste sig over "alternative" behandlingsmetoder, eller selv forsøge at få en dialog med en af de læger som hun har været i kontakt med.

På mig virker det så lemfældigt. Brevet viser en ligegyldighed overfor et problem, som kan være ganske indgribende i en ellers velfungerende hverdag.

I min ideelle verden ville hele processen have set anderledes ud. Den henvisende læge kunne have sagt: når vi har et resultat af undersøgelsen fra hospitalet, vil jeg gerne se dig igen, så vi kan få styr på din behandling. Gynækologen kunne have forklaret hvad hun undersøgte patienten for. Og endelig kunne hun  have taget kontakt til patienten og forklaret situationen og de muligheder som måtte findes (eller ikke findes) for yderligere udredning, lindring af symptomerne eller forebyggelse af ny opblussen.

Hvad ville du selv råde kvinden til at gøre nu? Jeg er i vildrede.